Gravid i operativ tjeneste
I Ambulance Sjælland mener vi, at graviditet er en glædelig begivenhed, også på arbejdspladsen. Samtidig lægger hele Region Sjælland vægt på at tilpasse arbejdsvilkår til den enkelte medarbejders ønsker i den livsfase, de er i, jf. Politik for livsfaser, mangfoldighed og ligestilling (regionsjaelland.dk). Vores mål er derfor, at der også i den operative drift er mulighed for fleksibilitet og fokus på, hvordan gravide medarbejdere kan fortsætte arbejdet på forsvarlig vis og/eller beholde tilknytningen til arbejdspladsen ved at udnytte medarbejderens kompetencer på andre måder end i traditionel operativ drift.
Graviditet er en betydelig fysisk belastning for kroppen, og et foster er mere følsomt, end et voksent menneske. Der stilles derfor højere krav til gravides arbejdsmiljø end normalt. Denne retningslinje skal hjælpe afdelingen med at minimere risikoen ved arbejdsopgaver i operativ tjeneste for både den gravide medarbejder og dennes barn.
Fremgangsmåde
Forudsætningen for et godt graviditetsforløb er et godt samarbejde mellem medarbejderen og nærmeste leder samt klare rammer for arbejdet. Derfor tages følgende skridt:
- Når en medarbejder i operativ tjeneste er gravid, skal dette fortælles til nærmeste leder senest tre måneder før terminsdatoen; dog gerne så tidligt som muligt af hensyn til både den gravides helbred og planlægning af driften.
- Medarbejderen og lederen udfylder blanketten "Meddelelse om forventet fødsel" på Barsel (regionsjaelland.dk) (Du skal være på regionens netværk for at tilgå link).
- Lederen tager herefter initiativ til en dialog med medarbejderen for at gennemgå de risici, medarbejderen skal være opmærksom på i hverdagen og udfylder en gravid APV. Gravid APV giver en klar fremgangsmåde i forhold til, hvilke forbehold og eventuelle ændringer, der skal foretages for den gravide medarbejders arbejde, og hvor ofte leder og medarbejder skal være i kontakt i løbet af graviditeten.
- Lederen sørger herefter for løbende at holde kontakt med medarbejderen efter aftalen i gravid APV. Gravid APV opdateres også løbende, efterhånden som graviditeten udvikler sig og medarbejderens behov ændrer sig.
- Nærmeste leder sørger desuden for at holde Drift og Planlægning samt HR informeret om datoer for barsel, samt om der laves særlige tiltag for medarbejderen.
Mulighed for at skifte fra operativ tjeneste
Løbende under graviditeten kan leder og medarbejder i fællesskab vurdere, ud fra egen læges skøn og medarbejderens behov, om hun i en periode skal have mulighed for at udføre andre arbejdsopgaver, der ikke indeholder samme risici som arbejdet i operativ tjeneste. I den forbindelse er der forskellige muligheder alt efter medarbejderens kompetencer, ønsker, behov og driften. Lederen kan tage kontakt til Drift og Planlægning samt HR for at høre deres muligheder eller selv vurdere, om der er opgaver på områdets baser, der kan løses af den gravide medarbejder. Aftaler herom indgås med nærmeste leder.
Medarbejderen skal selv have indflydelse på, hvilke opgaver, hun kan udføre, og egen læges vurdering af de hensyn, der skal tages til medarbejderen, vil også tages i betragtning. Opgaverne kunne eksempelvis være på AMK-vagtcentralen, opgaver på baserne eller andre administrative og praktiske opgaver relateret til Ambulance Sjælland.
Information til kollegaer
Som led i gravide APV skal leder og medarbejder aftale, hvilke kollegaer der informeres hvordan og hvornår. Det er en fordel at informere særligt de tætte kollegaer, så de kan være med til at tage hensyn til den gravide kollega og have forståelse for de særlige forbehold, denne skal tage. Samtidig bør det vurderes af nærmeste leder, hvilken betydning forbeholdene kan have for kollegaerne og deres arbejdsmiljø.
Tilbagevenden til operativ tjeneste
Efter endt barselsorlov, skal medarbejderen have en god og tryg tilbagevenden til virket i patienttransporten eller ambulancetjenesten. Dette gælder for både mænd og kvinder, der har afholdt barselsorlov.
Ved tilbagevenden fra længere barselsorlov skal leder og medarbejder forventningsafstemme i forhold til, hvad medarbejderen har behov for, for at føle sig klar til at komme tilbage til driften. Behovet for et møde afhænger af en individuel vurdering af eksempelvis længden på barselsorloven og hvorvidt, der er sket ændringer i eksempelvis udstyr, centrale retningslinjer eller andet, som medarbejderen skal oplæres i, før de er klar til almindelig drift.
Lederen inviterer medarbejderen til møde, allerede når medarbejderen melder sin planlagte barsel ind senest otte uger efter fødslen. Mødet skal ligge cirka 8 uger før tilbagevenden til driften, så Drift og Planlægning har mulighed for at planlægge rettidigt. Lederen sørger for at informere Drift og Planlægning om planer for tilbagevenden.
Hvad den enkelte medarbejder får af støtte i opstarten aftales mellem medarbejder og leder. Hvis behovet ændrer sig, efter medarbejderen er startet, skal der tages hensyn til dette i den udstrækning, det er muligt. Det er dog også vigtigt at tydeliggøre, at vi i Ambulance Sjælland stoler på vores medarbejderes faglighed efter længere tids fravær.
Der SKAL gennemføres en gravid APV, når en medarbejder fortæller, at hun er gravid. Læs mere på Regionens intranet.
Læs mere om arbejdsmiljømæssige risici for gravide på følgende henvisninger:
Arbejdstilsynet - Regler for gravides arbejdsmiljø
Barsel (regionsjaelland.dk) (Du skal være på regionens netværk for at tilgå link).
Kontakt
Opdateret tirsdag den 2. jan. 2024