Go Live!
Endelig. Endelig. Endelig.
Så oprandt dagen ENDELIG, hvor jeg kan skrive: Nu går vi live. Jeg kan næsten ikke få armene ned af ren og skær glæde og begejstring.
Da jeg blev ansat i PHC d. 1. september 2022, var datoen for Go Live stadig noget vi talte i år. Omkring jul samme år begyndte vi at tælle i dage og i lang tid stod der tre cifre på vores nedtællings-ur på hjemmesiden. Det var en overvældende dag, da vi d. 23. oktober 2023 gik fra tre til to cifre og nærmest angstprovokerende, da vi rundede ét ciffer for halvanden uge siden. Alligevel var jeg ikke et sekund i tvivl, da jeg for nogle uger siden blev spurgt: Ville du ønske, du havde en måned mere?
Svaret kom prompte: NEJ!
Mange af jer har gennem flere måneder fortalt, at I glæder jer. Mine sektionsledere glæder sig. Administrationen i PHC glæder sig. Mange samarbejdspartnere glæder sig. Jeg glæder mig. Så Nej; jeg ville ikke ønske mig en måned mere. Jeg glæder mig Big Time til at komme i gang med den opgave, vi har arbejdet for og forberedt i så lang tid. For nogle i flere år; andre i få måneder. Men alle med datoen d. 1. februar 2024 som mål!
Fællesskab
I dette sidste ’Dage før Go Live’ og første reelle nyhedsbrev i Ambulance Sjællands historie, skal vi huske hinanden på, HVORFOR vi er lykkedes. HVORFOR vi er nået i mål. Det er vi, fordi vi har løftet opgaven i FÆLLESSKAB! Der er ingen, der kan løfte en opgave af denne kaliber alene og derfor er der heller ingen, der kan tage æren for den alene. Det er en kæmpe fælles indsats, som jeg er pavestolt over at have været med til at løfte. Intet mindre.
Jeg har siden, jeg startede, været omgivet af dygtige, dedikerede, pudsige, kompetente, sjove, utilfredse, spørgende, ordentlige, spændende og helt igennem fantastiske mennesker, som har haft modet til at udfordre ’Vi plejer’, som har givet mig sparring og modstand og som forstår, hvorfor jeg hyller mangfoldigheden og ikke mindst ’Den døde hest’. Jeg vil gerne sige jer alle TAK! TAK, fordi I tør være jer selv. TAK, fordi I tør give modstand og kan tåle selv at blive udfordret.
TAK, fordi I har valgt Ambulance Sjælland til. Jeg glæder mig til at løfte Ambulance Sjælland ind i fremtiden sammen med jer. Husk: vi gør det i FÆLLESSKAB!
Du er med til at skabe historie
Slutteligt vil jeg minde jer om, at I i dag er med til at skabe historie; for ambulancetjenesten, for borgerne i Region Sjælland og ikke mindst for jer selv! Og som Benny ville sige: Det er da noget at kunne fortælle sine børnebørn! Han har ret; det stykke danmarkshistorie er værd at fortælle!
De bedste hilsner
Karina Jensen
Ambulancechef i Ambulance Sjælland
Opdateret tirsdag den 6. feb. 2024